Kwaeli

 I dag er det Emmas fødselsdag. Det er lidt sjovt at vi startede vores rejse med at fejre Sofies fødselsdag med tårer, fordi vi savnede det derhjemme, og nu fejrer vi Emmas fødselsdag dagen inden vi begynder hjemrejsen. Vi har begge lidt tunge hjerter, fordi vi forlader en masse skønne mennesker hernede. I den sidste uges tid har vi sagt farvel til mange, og fået en masse tanker og velsignelser med på vejen.

I dag startede vi morgenen med nybagte boller, fødselsdagssang og gaver. Vi hyggede stille og roligt med en kort tur til byen for sidste gang. Til eftermiddagskaffe fik vi fødselsdags muffins og varm kakao. Det er dejligt at der er så mange derhjemme og hernede, der tænker på Emma på hendes fødselsdag.

Emma siger tusinde tak for alle hilsnerne.

Torsdag i sidste uge var der afslutning på skolen. Vi tilbragte den sidste dag sammen med alle de dejlige børn. Det er mærkeligt, at vi ikke kommer til at se dem igen. Måske kan de ikke huske os ved navn, men et eller andet sted har vi nok sat præg. Vores opmærksomhed, omsorg, lektiehjælp, mærkelige undervisning og smil kan vel ikke gøre skade! De var kede af at sige farvel og vi fik en masse krammere af alle vores dejlige elever.

Dagen sluttede med en lille ceremoni, hvor man kårede de bedste elever, ”most polite”, ”most obidient” og ”best english speaker”.  Lærerne gav eleverne nogle ord med på vejen, og vi to volontører fik sagt ordenligt farvel.

Vi har i ugens løb besøgt nogle af vores skønne kvinder hernede. Fredag spiste vi frokost hos Judes, som vi synger i kor med. Hun har boet i Sverige og Danmark og snakker derfor dansk. Hun har være sød til at oversætte for os, og har taget os i sin store favn, når vi havde behov for det.

Lørdag smuttede vi over til Grace, som er lederen af Good News Club. Hun har også været god til at tage os med til forskellige ting, og vist interesse for os. Med hende får man altid nogle gode snakke om børn, tro, samfund og familie. Grace har et utrolig stort hjerte, og hun giver så meget. Hun har inspireret os meget til arbejde med børn i kristne sammenhænge.

Søndag efter kirke holdte vi afskeds-kaffe-fest for de nærmeste i Mushemba Foundation. Vi havde inviteret Lena og hendes børn, biskop Mushemba og hans kone, Anna Marie og vores housekeeper Mtegiki. Vi havde bagt to kager og to slags småkager. Det var sjovt at se afrikanere ved et dansk kaffebord, men de satte pris på det. Biskoppen holdte en lille afskedstale og vi fik sagt farvel til dem alle.

Mandag var vores sidste gang til kor. Vi havde taget en kage og småkager med til alle medlemmerne for at sige tak, men da det kom til stykket var det dem der sagde tak. Formanden holdte en lang tale, hvor han takkede for vores indsats og interesse. Han sagde at vi var blevet en naturlig del af koret og de ville savne os. Det var meget rørende. Vi fik et kort hver, som de alle havde skrevet navn på og en kanga (stof) med ordene (Emma) ”Gud forlader ikke den retfærdige” og (Sofie) ”Gud vil altid huske dig!”

Vi har også sagt farvel til Anna Marie. Hun er en af de sværeste at sige farvel til, og vi kommer til at savne hende meget.

I morgen tager vi til Uganda for at være hos Kristina og Linda i nogle dage. Vi skal se deres projekt, som er en engelsk workshop og børneklub. Fredag skal vi til bryllup hos nogen fra deres kirke og ellers skal vi bare julehygge med tøserne. Mandag flyver vi fra Entebbe lufthavn mod Danmark. Vi glæder os til at komme hjem til julerier, familie, venner og danskhed, men det er også lidt vildt at tænke på, at vores 4 måneder i Tanzania så småt er ved at være slut…

Vi ses!

Hvad søren er en dalla dalla??

En dalla dalla er en overfyldt minibus. Der er nok plads til 10, men der kan sagtens være næsten dobbelt så mange. Du lærer at sidde i den samme stilling i op til 3 timer tæt op af fremmede ildelugtende afrikanere. Man lærer med tiden at være ligeglad med det hele. Det er dog svært at abstrahere fra gadesælgere, der stikker friturestegte senenne (græshopper) op i dit ansigt. Og så er der også lige det med, at bussen kører ikke før den er fuldt op, og det kan nogle gange (ofte) godt tage noget tid…

Med denne indledning vil vi gerne fortælle at vi har rejst en del på de sidste. Primært med dalla dalla. I forrige weekend var vi i Karagwe, som et område ved siden af Bukoba. Der besøgte vi Ida og Frederikke, der besøgte os for noget tid siden. Faktisk er pigerne lige taget hjem til Danmark, så vi fik sagt godt farvel til dem. De var volontører på Karagwe secondary school, som er en boardingschool. Et af hovedformålene med rejsen var at møde Anne, som har startet en primary school KATEMPRIS, og derudover se de steder Sofies bedsteforældre boede, da de var i Tanzania for over 20 år siden.

Sofie i sine bedsteforældres gamle hus

KATEMPRIS er en meget ny skolen som primært for støtte fra Danmark. Den fokuserer på middel/overklassen i stedet for de fattigste. Det er vigtigt at få uddannet de riges børn lige så vel som de fattiges. Ved at give børnene et kreativt sind, sympati og innovation, kan de i fremtiden være til stor hjælp for Tanzania.

På KATEMPRIS er der også plads til pigen her med downs syndrom

Anne hjalp os med at finde nogle af de steder, som Sofies bedsteforældre har været. Vi besøgte deres gamle hus, og mødte deres forhenværende huspige Jessica, der stadig bor i området. Det var en stor oplevelse, og sjovt at gå lidt tilbage i tiden. Emma synes, at det var ligesom at være med i sporløs…

I sidste weekend skulle vi forny vores visum, hvilket vi gjorde i Rwanda. Vi valgte at tage en kort ferie i Kigali, hvor vi fik shoppet, spist på café/restaurant og oplevet lidt historie. Vi besøgte Cenocide Memorial for borgerkrigen, og det var meget lærerigt. Det var dejligt at holde lidt ferie og være turist midt i al volontørarbejdet.

Nu har vi kun to uger tilbage i Tanzania inden vi drager til Uganda, og derefter hjemad mod kulde og jul. Vi glæder os til at se vores familie og venner, og fortælle om vores oplevelser hernede. ddte forældre har været. Vi besæ af de steder, som Sofies bedsteforældre har været. Vi besæVed at give børnene et kreativt sind,